Færre dømte ungdomsforbrydere

Antallet af ungdomsforbrydere er faldet drastisk fra 2006 til 2011. I Syd- og Sønderjylland er dømte kriminelle blandt de 15 til 19-årige faldet med 20,6 procent.

Det fremgår af en analyse fra Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev, Momentum.

Tendensen er den samme over hele landet; færre unge bliver dømt for tyveri, indbrud, vold og andre overtrædelser af straffeloven.

I de 15 kommuner i Syd- og Sønderjylland blev 964 unge mellem 15 og 19 år dømt for overtrædelse af straffeloven.

I 2006 var tallet 1.163.

Faldet i kriminaliteten er sket, selv om der er kommet flere unge i aldersgruppen i perioden.

Bedre indsats

Byrådsmedlem og tidligere leder af lokalpolitiet i Kolding Ivar Pedersen (V) mener, at kommunerne og politiet har fået bedre greb om arbejdet med at forebygge kriminalitet. Det sker i et samarbejde mellem politi, skoler og socialforvaltningen.

Politiet fører i stigende omfang såkaldte bekymringssamtaler med unge og deres forældre, hvis de unge får tilknytning til det kriminelle miljø.

En særlig indsats mod kriminalitet i ghetto-områder har tilsyneladende også båret frugt.

For eksempel har politiet og Haderslev Kommune sat ind på at få unge ud af kriminalitet i Varbjergparken. I hele kommunen er antallet af dømte unge faldet fra 80 til 49. Det er et faldt på 45,6 procent.

Momentums hjemmeside.