Kø på bænken i nogle kirker

Kristeligt Dagblad har fundet frem til ti populære kirker i landet. En af dem ligger i Esbjerg, hvor der kommer ca. 175 kirkegængere hver søndag.

Zions Kirke i Esbjerg er populær - så populær at der hver søndag kommer cirka 175 kirkegængere til gudstjenesten. En af dem er Lindag Kronborg, som kommer de fleste søndage sammen med mand og sine to små drenge på 1½ og 3 år.

- For mig betyder det rigtig meget,  at præsterne er troværdig, og selv tror på det de forkynder. Og det synes jeg præsterne her i Zion Kirken er gode til. Og så betyder det også meget, der er aktiviteter for hele familien - også børnene, fortæller Linda Kronborg til TV SYD efter søndagens gudstjeneste.

Linda Kronborg fortæller her, hvad kirken betyder for hende og familien.

Sognepræst Niels Jørgen Kobbersmed er glad for sin menighed, som er meget trofast også til gudstjenesten om søndagen. For ham er søndagenes gudstjeneste ugens højdepunkt, men alle de andre arrangementer i løbet af ugen, som kirken er vært ved, synes han er mindst lige så vigtige.

- Når vi laver arrangementer som baby-samlesang, fastelavnsfest, kirkefrokost efter gudstjeneste, mandemadklubber, aftensang osv.  så er det utrolig vigtigt for os, at vi gør det samme hver uge, og det meste af året. Ellers mister folk interessen. Så det er faktisk kun i julemåneden og nogle få uger i juli, vi dropper de ugentlige aktiviteter, og det kan vi mærke folk er glade for, fortæller Niels Jørgen Kobbersmed.

Sognepræste Niels Jørgen Kobbersmed fortæller om Zion Kirkens aktiviteter i løbet af ugen

Det er Kristeligt Dagblad, der har lavet undersøgelsen over populære kirker i Danmark, og her placerer Zion Kirken i Esbjerg sig blandt de ti med rigtig god kirkegang.

Vor Frue Kirke i Notmark på Als er i følge Kristeligt Dagblad også blandt de ti populære kirker. Her deltager ifølge avisen ca. 75 kirkegængere hver uge i gudstjenesten.

Sognepræst Malene Freken siger til avisen, at de gør meget for at komme borgerene i møde med alt fra gode højtalere til videokameraer over åbenhed for nye initiativer og aktiviteter i både sognehuset og til gudstjenesterne.