Færre tyverier fra byggepladser

Antallet af tyverier fra byggepladser er faldet drastisk i årets første halvår i Syd- og Sønderjyllands politikreds.

De foregående år har antallet af tyverier fra byggepladser ligget jævnt omkring 90 med mindre udsving. Men i første halvdel af 2012 er der kun anmeldt 20 tyverier fra byggepladser i hele politikredsen, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Mere opmærksomme

Politikommissær Christian Østergaard, der er leder af Det kriminalpræventive Sekretariat, mener, at der kan være flere forklaringer på faldet, som er sket bredt i kredsen.

- En af grundene kan være, at entreprenører og håndværkere er blevet mere opmærksomme på sikring, siger han.

Ansvar for sikring

- Hvis antallet af tyverier skal begrænses yderligere er det vigtigt, at sikringspolitik sættes på dagsordenen hos lederne af byggepladserne. Der kan nemlig gøres meget i form af tydeligt ansvar for sikkerheden, oprydning og mærkning, belysning, indhegning med videre, siger Christian Østergaard.