Fagforening håber på redningsplan for Ribe Jernindustri

Fagforeningen 3F Kongeåen håber, at en redningsplan for Ribe Jernindustri lykkes. 65 arbejdspladser er på spil.

Fredag fik de 65 medarbejdere på Ribe Jernindustri at vide, at deres virksomhed ved skifteretten i Esbjerg blev erklæret konkurs. Medarbejderne er i første omgang ikke afskedigede - men alene suspenderede i 14 dage.

- Det gør vi, fordi vi håber på at finde nogen, der er interesserede i at købe dele af virksomheden, og den mulighed holder vi åbent, så længe vi ikke afskediger medarbejderne, siger kurator, advokat Corna Levin Munch til TV SYD.

quote

Der er rigtig mange ansatte på Ribe Jernindustri, der har været der i mange år. Virksomheden er en vigtig del af Ribes historie og DNA. 

Bjarne Jakobsen, formand, 3F Kongeåen

Mandag morgen havde Fagforeningen 3F Kongeåen, der organiserer halvdelen af de 65 ansatte på Ribe Jernindustri, kaldt de berørte til orienteringsmøde om situationen.

- Konkursboets kurator arbejder intenst på at redde så mange arbejdspladser som muligt - og selvfølgelig helst de fleste, siger Bjarne Jakobsen, formand for 3F Kongeåen, til TV SYD. Han håber på, at kuratoren i konkursboet får held til at sælge dele af Ribe Jernindustri, så virksomheden kan føres videre i et eller andet omfang.

- Der er rigtig mange ansatte på Ribe Jernindustri, der har været der i mange år. Virksomheden er en vigtig del af Ribes historie og DNA, siger 3F-formand Bjarne Jakobsen.

Skulle redningsplanen gå i vasken, så kan de ansatte dog i et vist omfang trøste sig med, at der næsten ingen arbejsløshed er i området, så der er gode udsigter for komme i job på andre virksomheder.