Fagforeningsboss vækker forargelse

En udtalelse om pjæk fra en fagforeningsboss vækker forargelse.  

»Vi har alle dage, hvor man står op og tænker, at man ikke gider på arbejde. Hvor alt bare er sort, og hvor man mest af alt har lyst til at blive under dynen. Det betragter jeg ikke som pjæk«.

Sådan lød det torsdag i JydskeVestkysten fra FOA' sektorformand Karen Stæhr.

Men den udtalelse vækker nu dyb forargelse hos Kommunernes Landsforening. Johnny Søttrup (V), borgmester i Esbjerg og medlem af KL's løn og personaleudvalg.
Han siger til JydskeVestkysten:

- Det er en helt uacceptabel udtalelse, som jo i bund og grund opfordrer til pjæk. Hvis ikke man fejler noget, har vi som arbejdsgivere en forventning om, at man står op og passer det arbejde, som man får løn for. Der kan være dage, hvor man er mindre motiveret, men man møder altså på arbejde, siger han.

Formanden for KL's social- og sundhedsudvalg, Anny Winther (V) er helt på linje:

- Hvis man ikke er decideret syg, så skylder man sin arbejdsplads og sine kollegaer at stå op og møde på arbejde.

Også Bjarne Pedersen, formand for foreningen af kommunaldirektører, er helt uforstående overfor FOA's udtalelse:

- Hvis man bare har en dårlig dag og er lidt skidtmads, så møder man på arbejde. Det udløser ingen ret til at blive derhjemme, fastslår han.

Sygefraværet i kommunerne var sidste år på i gennemsnit 12,2 dage, mens det i den private sektor blot er på 7,4 dage.

Og hos vicedirektør Povl-Christian Jensen i Dansk Arbejdsgiverforening er det ikke indtrykket, at folk i private virksomheder bliver hjemme, fordi de har en dag, hvor de ikke rigtigt har lyst til at møde.

- Jeg ved ikke, om det gør sig gældende i kommunerne, men reglerne er jo sådan, at hvis man er syg, så er man berettiget til at blive hjemme og er man ikke syg, så skal man møde på arbejde. Er man i tvivl om man er syg, kan man jo spørge sin læge.