Billige nødder og lovlig cannabis: Se de nye love og regler her

Nøddeafgiften halveres. Nu må unge ned til 13 år udføre lettere arbejde i butikker. Et Kolding-firma kan lovligt at importere cannabis til medicinske formål er nogle af de love og regler, som træder i kraft fra på mandag.

En række nye love og regler træder i kraft 1. januar 2018.

Ritzau har samlet et udpluk, og du kan læse om ti af dem her:

* Syge kan med en recept i hånden nu gå på apoteket for at få udleveret teblade med cannabis. Lægemiddelstyrelsen har sagt god for, at det danske firma CannGros i Kolding som det første herhjemme får tilladelse til at importere cannabis fra Holland.

Forsøgsordningen med medicinsk cannabis er tiltænkt sklerosepatienter, rygmarvsskadede, patienter med kroniske smerter og patienter, som lider af kvalme efter kemoterapi. 

* Det er blevet billigere at finde plads i indkøbskurven til varer som nødder, te og alkoholsodavand. Afgiften på nødder er halveret ved årsskiftet, og i 2020 er den helt væk.

Til den tid vil et kilo mandler være blevet 38,66 kroner billigere. Samtidig falder kiloprisen for valnødder med 25,33 kroner, mens kiloprisen for saltede peanuts og hasselnødder falder med henholdsvis 15,33 og 12,33 kroner.

Ud over et farvel til nøddeafgiften, der har eksisteret siden 1922, er afgiften på te afskaffet, mens planlagte prisstigninger på chokolade og vin rulles tilbage. Desuden er en tillægsafgift på alkoholsodavand fjernet, og fra 1. juli 2019 afskaffes emballageafgiften for pantbelagte drikkevarer som øl og sodavand. 

* Hvis du i det nye år skal handle efter klokken 22, kan det være en god idé at huske betalingskort. Nu kan butikker og andre betalingsmodtagere selv vælge, om de vil modtage kontanter i tidsrummet fra klokken 22 til 06. Og i områder med særlig risiko for røveri vil kontanter kunne afvises fra klokken 20-06.

* Næste gang du går på McDonald's eller i pølsevognen, kan en 13-årig tage imod bestillingen og lange en burger over disken. Fra 1. januar er det ifølge Fagbladet 3F muligt for restauratører og butiksindehavere at hyre 13-årige til "lettere ekspedition i forretninger, restauranter mv." Tidligere var aldersgrænsen 15 år.

* Læger og tandlæger får mulighed for at bruge tvang over for personer, der er varigt inhabile, og som modsætter sig behandling. Det gælder eksempelvis demente og udviklingshæmmede.

* Folketinget har vedtaget et forslag, der gør det lettere for selvstændige og freelancere at få dagpenge på lige fod med lønmodtagere.

* Kan du samle 50.000 underskrifter, vil du kunne bestemme, hvad Folketinget skal diskutere. Det er essensen i et nyt lovforslag, som Folketinget netop har vedtaget. Og Preben Greibe, formand for foreningen Stop Vesterhav Syd, er allerede i gang. Han vil have folketingspolitikerne til at genoverveje et nyt vindmølleprojekt ud for Holmsland Klit ved Hvide Sande, oplyser DR P4 Midt & Vest.

* Danske Spil har fra nytår mistet sit monopol på hestevæddemål. Nu får andre spiludbydere mulighed for at tilbyde danskerne at spille på heste, og organisationen Dansk Hestevæddeløb håber på nye indtægter til den trængte sport.

* Et politisk flertal har også vedtaget en ny model for fordeling af udlodningsmidler fra spil som tips og lotto. Det skyldes, at foreningslivets indtægter fra udlodningsmidlerne er faldet de senere år. 

Med aftalen spændes et økonomisk sikkerhedsnet ud under foreningerne, som sikres midler svarende til niveauet i 2013.

* I fremtiden vil det være op til udlændingeministeren at vurdere, hvor mange særligt udsatte flygtninge - kvoteflygtninge - Danmark kan tage. Danmark har hidtil skullet modtage i alt 1500 kvoteflygtninge over en treårig periode. Men i det meste af 2016 og hele 2017 har Danmark med henvisning til flygtningepresset på Europa ikke modtaget nogen.

I 2018 stod vi dermed til at skulle modtage 1500 kvoteflygtninge. Men det gør den nye ordning op med.

* En bred politisk aftale giver dagpengemodtagere og efterlønnere mulighed for at bruge flere timer på frivilligt arbejde i eksempelvis den lokale idrætsforening. Tidligere var grænsen fire timer om ugen, men nu er den sat op til ti timer for dagpengemodtagere og 15 timer for efterlønnere. 

Kilder: Folketingets Oplysning, Folketingets hjemmeside, Retsinformation, Ritzau.