Falck-firma kræver 10 mio. kr. af Kolding

Omstridt samarbejde mellem Falck jobservice og Kolding Kommune risikerer i en regning på 10 mio. kr. til borgene i Kolding.

Firmaet under Falck-koncernen har rejst et krav på 10,4 millioner kr. som endelig afregning for dets omstridte samarbejde med kommunen gennem tre år. Et samarbejde, der viste, at Falck Jobservice ulovligt fratog stribevis

af borgere sygedagpenge.

Det fremgår af en række dokumenter, som Fagbladet 3F har fået aktindsigt i.

I alt har Kolding Kommune - ifølge Falck Jobservise - betalt cirka 13,5 millioner kroner for samarbejdet.

Falck-firmaets krav kommer bag på kommunens arbejdsmarkedschef Lasse Kamp:

- Det er ærgerligt at vi nu skal strides, for vi har rent faktisk haft et godt samarbejde. Vi står desværre meget langt fra hinanden, men vi mener, at vi har en god sag, siger Lasse Kamp og oplyser, at de to parters advokater nu er i gang med at beramme en voldgiftsag.

Falck Jobservice og Kolding Kommune havde fra september 2009 til september 2012 et samarbejde på sygedagpengeområdet. Samarbejdet skete ud fra princippet 'no cure ? no pay', og Falck-firmaet ville kun få betaling for dets indsats, hvis det lykkes kommunen at spare penge på området.

Falck Jobservice begrunder blandt andet kravet på 10,4 millioner kroner med firmaets vurdering af, at der i visse perioder under samarbejdet var for få ansatte på Kolding Kommunes jobcenter. Hos Falck Healthcare mener man, at kommunuen har haft store fordele ud af samarbejdet. - Men kommunen og Falck er uenige om, hvor store effekterne præcist har været, hvordan de skal beregnes, og hvordan effekterne bedst kan bevares af Kolding Kommune.

- Det ser vi forskelligt på ? og det har indflydelse på prisen, skriver Peter Goll, direktør for borgervendte ydelser i Falck Healthcare.