Falck har haft ualmindeligt travlt i weekenden

Smeltevand betyder oversvømmede kældre.

Oversvømmede kældre har der været mange af i weekenden. Og hos Falck betød den smeltende sne ekstra meget travlhed.

Kommunikationsmedarbejder Jeppe Ilkjær vurderer, at Falck har været ude hos folk og virksomheder 200-300 gange i løbet af weekenden.

- Men det er aftagende nu. Siden midnat frem til klokken ni mandag morgen har vi været ude 25 gange, siger Jeppe Ilkjær.

Siden midnat har Falck været ude en enkelt gang i Sydjylland.

- Problemet med smeltevand toppede lørdag - men søndag var også travlt. Og selv om henvendelserne er færre, er det stadig meget mere end en almindelig sommerdag, siger Jeppe Ilkjær.

Smeltevandet har også fået søer og åer til at gå over sine bredder.