Faldne flyvere mindes i Gram Kirke

Natten til de 19. april 1944 blev en engelsk Stirling bombemaskine skudt ned af tyske natjægere og styrtede ned ved Jenning i nærheden af Gram. Onsdag eftermiddag markeres 70 års-dagen i Gram Kirke med deltagelse af en af de overlevende flyvere.

Besætningen bestod af syv unge mænd. Tre af dem nåede at springe ud med faldskærm, men blev alle taget til fange af tyskerne. Den ene, John McFarland, blev dog først taget til fange, efter at han havde holdt sig skjult i nogle dage hos familien Carstensen i Bevtoft.

Værnemagten ønskede, at de fire omkomne piloter, Peter Woolam, Hyman Chaim Kahler, John Mulligan og Henry James Murray, blot skulle kules ned på marken, hvor de blev fundet. Men den lokale præst gik med sognefogeden til værnemagten. Efter lange forhandlinger fik de tilladelse til at begrave flyverne på kirkegården, hvis det skete tidligt om morgenen og uden særlig bevågenhed. Men i løbet af dagen kom borgere fra Gram forbi gravstederne og lagde blomster og kranse.

Efter befrielsen blev der rejst en mindesten for de fire faldne flyvere i Mindelunden ved kirken, og der blev sat sten på gravene. Disse sten er af samme type over alt i verden, hvor engelske soldater ligger begravet.

I anledning af 70-årsdagen for nedskydningen kommer John McFarland til Gram for at mindes sine kammerater. John McFarland er i dag en moden mand på over 90 år, men er i fin form.

Ved højtideligheden og kransenedlæggelsen ved gravene, der finder sted kl. 14, deltager foruden John McFarland og hans familie repræsentanter fra Royal Air Force, Fighter Wing Skrydstrup, hjemmeværnet, modstandsfolk, kommunen, Gram Slot, menighedsrådet og mange andre.

Efter ceremonien på kirkegården er der kaffe i præstegården, hvor lokalhistorisk forening vil være til stede med artikler og materiale om nedskydningen.