Falsk hjemmehjælper fortsætter sin hærgen

En - måske to - tyve, der er klædt ud som hjemmehjælpere har snydt sig ind til tre ældre borgere i Guderup-området og i Rinkenæs.

Endnu to ældre er blevet ofre for en falsk hjemmehjælper på Als. Onsdag fik en ældre kvinde stjålet 10.000 kroner samt flere af smykker - og nu viser det sig, at en anden har mistet smykker, mens den tredje borger fik tyven ud af lejligheden, inden der blev taget noget. 

De tre tilfælde har fundet sted i Guderup-området og Rinkenæs. Borgere der modtager hjemmepleje, sygepleje, pårørende, naboer og andre opfordres til at holde et vågent øje med mistænkelige personer og kontakte politiet eller hjemmeplejen i Sønderborg Kommune.  

Hjemmeplejechefen i Sønderborg Kommune, Charlotte Gjørup, understreger, at alle borgere skal være ekstra opmærksomme på mistænksomme personer, og at borgere, der modtager hjemmepleje, skal bede om at se ID-kort og ikke skal lukke ukendte personer ind.

Der er mistanke om, at der kan være tale om flere falske hjemmehjælpere, da en mand i en grøn jakke også er blevet observeret i området.

Tyverierne er blevet anmeldt til politiet, oplyser Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse.

Kvinden beskrives som:

• ·         25-30 år
• ·         Taler meget dårligt dansk
• ·         Ca. 165 cm høj
• ·         Langt, sort hår
• ·         Mørk i huden
• ·         Grå dunjakke.