Falsk hjemmehjælper røvede ældre

Ældre i Rødding i Vejen Kommune er blevet frarøvet flere tusind kroner af en eller flere falske hjemmehjælpere.

Egon Paulsen i Skodborg blev frarøvet tusind kroner fra en tegnebog, der lå på et bord i hans stue.

Mandag kom en mand ind til Egon Paulsen og præsenterede sig som den nye områdeleder på plejecentret Diexensminde i Rødding.

- Han sagde, at han hed Carsten og kom fra plejehjemmet. De har fået en ny leder, og ham har jeg ikke set, fortæller Egon Paulsen til dagbladet JydskeVestkysten.

Egon Paulsen sidder i kørestol. Tyven skubbede ham ind i soveværelset og forsynede sig med indholdet af tegnebogen på bordet i stuen.

Har besøgt flere

Egon Paulsen slap først ud af soveværelset i løbet af en lille time, da den rigtige hjemmehjælper dukkede op.

Tyven eller tyvene har besøgt flere ældre i kvarteret og i plejeboligerne ved plejehjemmet.

- Den slags folk skyer ingen midler. De er fuldstændig ligeglade, konstaterer Egon Paulsen.

Han har en alarm til plejecentret, men den glemte han at bruge.

Områdeleder Carsten Vexø Kristensen og ældrerådet i Vejen Kommune opfordrer de ældre til kun et lukke hjemmehjælpere ind, hvis de kan vise et identitetskort fra kommunen.

Egon Paulsen oplyser, at tyven talte gebrokkent dansk og et lidt mørk i huden.