Falske hjemmehjælpere i Kolding

En ældre kvinde fra Kolding blev natten til søndag bestjålet af to personer, der udgav sig for at være hjemmehjælpere.

Søndag nat klokken 01.15 bankede to falske hjemmehjælpere på døren hos en ældre kvindelig hjemmmehjælpsmodtager i Kolding.

Den ældre kvinde stod op og endte med at lukke de to påståede hjemmehjælpere ind, da de venligt forklarede, at de havde fået oplyst, at hun havde behov for hjælp.

Mens den ene af de falske hjemmehjælper omsorgsfuldt snakkede med den ældre, gik den anden ind i soveværelset.

Da den ældre kvinde var blevet hjulpet i seng igen, og de to påståede hjemmehjælpere havde forladt lejligheden, blev kvinden opmærksom på, der var rodet i hendes ejendele, ligesom der var forsvundet penge og smykker.

Hjemmehjælpere bærer uniform

Kolding Kommune hjalp efterfølgende kvinden med at få politianmeldt tyveriet.

De to falske hjmmehjælpere talte dansk og var i alderen 30-35 år. Ingen af dem bar uniform.

Det får nu Kolding Kommune til at opfordre ældre til at være på vagt over for fremmede, der udgiver sig for at være hjemmehjælpere.

- Hjemmehjælpere bærer altid uniform, så fremmede uden uniform, der udgiver sig for at være hjemmehjælpere, skal man ikke lukke ind, understreger seniordriftschef Helle Brinch fra Kolding Kommune og tilføjer:

- Kommer hjemmehjælpen fra Kolding Kommune, kan man også altid bede om at måtte se id-kort med foto.