I weekenden har der endnu en gang været problemer med tyveri hos ældre i Guderup. De to tyve blev dog forhindret i at fuldende deres forehavende, da borgeren blev mistænksom og derfor afslog at modtage hjælp.
De to personer kørte fra stedet i en hvid bil. Politiet og hjemmesygeplejen i Sønderborg Kommune blev straks alarmeret.
Lørdag var også to kvindelige tricktyve på spil i både Billund og Grindsted. I Billund slap de afsted med en ældre persons pengekasse.
I oktober var Guderup og flere andre lokaliteter plaget af række tilfælde, hvor falske hjemmehjælpere opsøgte ældre og stjal fra dem.
Distriktsleder for hjemmesygeplejen i Sønderborg Kommune, Marianne Høgsted, understreger i en pressemeddelelse, at alle borgere skal være ekstra opmærksomme på mistænksomme personer, og at borgere, der modtager hjemmebesøg, skal bede om at se ID-kort og ikke skal lukke ukendte personer ind.