Familie får millionregning for forurening

En familie i Billund skal betale et millionbeløb, fordi dens olietank lækkede mere end 2.000 liter olie.

En familie i Billund bliver økonomisk hårdt ramt af olieforurening på en grund, som ejeren har arvet fra sine forældre.

Vestre Landsret har netop frifundet Topdanmark Forsikring for kravet om, at selskabet skal betale udgifterne til oprensning - en udgift, der kan løbe op i mere end tre millioner kroner. Det betyder, at regningen ender hos familien.

TopDanmark administrerer den lovpligtige forsikringsordning for villaolietanke, men selskabet afviste at betale, da tanken på Billund-ejendommen var for gammel og dermed ulovlig.

Den nuværende ejer overtog i 1979 sit barndomshjem og blev dermed tredje generation på den lille gård. I 2007 blev tanken utæt. I løbet af få dage løb mere end 2.000 liter olien ud i jorden.

Ejeren vidste tanken var gammel

Olietanken blev gravet fri og af tankmærkatet fremgik, at den var fra 1962, og den skulle så ifølge reglerne være sløjfet i 1982.

Retten i Kolding mente ikke, at familien burde have vidst, at der lå en gammel olietank under gårdspladsen og dømte TopDanmark til at betale, hvad det nu måtte koste at rense jorden.

Men ifølge Vestre Landsret vidste ejeren, at der var en nedgravet tank uden tankattest, da hun overtog ejendommen i 1979.

Under disse omstændigheder burde hun have indset, at olietanken på ejendommen sandsynligvis ikke opfyldte de offentlige forskrifter, og hun - og hendes mand - har efter landsrettens vurdering ikke gjort, hvad der med rimelighed kan forventes for at sikre, at tanken var lovlig.

Derfor frifindes TopDanmark og familien står med risikoen for en millionregning.

Hvor stor den bliver afgøres først til næste år, da Billund Kommune har krævet nye undersøgelser af jordforureningen og dermed kravene til oprensningen.

Men allerede nu skal familien finde 84.050 kroner til at dække TopDanmarks omkostninger. Hertil kommer udgifterne til deres egen advokat.