Familier frygter fartgale bilister i landsby

Vesterhavsvej, der går direkte igennem landsbyen Billum, er for farlig, mener flere forældre i landsbyen.

Det går for stærkt, når køretøjer kører igennem landsbyen Billum ved Varde med 567 indbyggere. Det mener flere børnefamilier i landsbyen.

- Der er jo mange små børn, der færdes ude på den vej her, fortæller Louise Pedersen, der har to små børn.

- Det er så dybt uansvarligt at køre så stærkt igennem en lille by, mener Robin Halcrow, som selv har en 8-årig dreng, der har været ved at blive kørt ned.

Og de to har statistikken på deres side. 417 gange har politiet stukket bøder ud i den lille landsby i årene 2015 og 2016. 63 har fået et klip i kørekortet.

Pengespørgsmål

Derfor vil familierne i Billum gerne have et vejanlæg, der kan dæmpe farten ind gennem byen. Det ser dog ikke umiddelbart ud til at være en mulighed.

- Vi har en million kroner til en gang om året at lave trafiksikkerhedsprojekter rundt omkring i kommunen. Det vil sige, at vi samler til huse, og så ser vi, hvor det er mest påkrævet, man får de her projekter udført, siger Preben Friis-Hauge (V), der er formand for Plan- og Teknikudvalget i Varde Kommune.  

Børnefamilierne i Billum giver dog ikke meget for forklaringen om de manglende penge.

- Pengene er et must, men jeg tænker, de ville være godt givet ud lige her, mener Louise Pedersen, der bliver bakket op af Robin Halcrow, der har et ret konkret forslag:

- Jeg synes, de skulle spare lidt på skolebygning, så vi faktisk har nogle børn at sende i skole.

 

Her er de fem mest fartgale postnumre i Syd- og Sønderjylland:

1) Jordrup – 131 ud af 1000 køretøjer, der blev kontrolleret, kørte for stærkt. 

2) Hejnsvig – 126 ud af 1000 køretøjer, der blev kontrolleret, kørte for stærkt. 

3) Hornsyld – 103 ud af 1000 køretøjer, der blev kontrolleret, kørte for stærkt. 

4) Nørre Snede - 101 ud af 1000 køretøjer, der blev kontrolleret, kørte for stærkt. 

5) Gredstedbro - 85 ud af 1000 køretøjer, der blev kontrolleret, kørte for stærkt. 

Kilde: Tallene stammer fra en aktindsigt, som dr.dk har fået. Se mere på dr.dk.