Pensionister indlagt med madforgiftning efter fælles spisning

Sønderjyder fik kvalme og dobbeltsyn, der er symptomer på pølseforgiftning.

11 personer fra Sønderjylland er søndag blevet indlagt med symptomer på den alvorlige madforgiftningsbakterie clostridium botulinum, som populært går under navnet pølseforgiftning.

Det er angiveligt nogle pensionerede arbejdskammerater, som har spist sammen både fredag og lørdag.

Opkast og dobbeltsyn

Syv personer er indlagt på Sygehus Sønderjylland, hvoraf en er på intensivafdelingen under opsyn. To personer er indlagt på Odense Universitetshospital, en er indlagt på sygehuset i Flensborg, mens en patient er indlagt på Rigshospitalet i København.

quote

De har symptomer som kvalme og opkast, og nogle af dem har synsforstyrrelser.

Bjarne Dahler-Eriksen, lægefaglig direktør på Sygehus Sønderjylland 

Alle patienterne på Sygehus Sønderjylland har det godt efter omstændighederne, fortæller Bjarne Dahler-Eriksen, der er lægefaglig direktør på Sygehus Sønderjylland.

- Det er nogle mennesker, som har spist sammen. De har været til noget komsammen og har spist af den samme mad. De bliver utilpas i løbet af morgenen og formiddagen og kommer ind til os, siger han og uddyber:

- De har symptomer som kvalme og opkast, og nogle af dem har synsforstyrrelser, dobbeltsyn. Det er typiske tegn på madforgiftning. Det kan være tegn på botulisme - eller pølseforgiftning.

Sjælden forgiftning

Botulisme er en forgiftning, som man får af en bakterie, der kan være i eksempelvis fordærvet mad. Giftstoffet kan påvirke menneskers nerveceller, og man skal have en modgift for at blive rask.

quote

Det er meget sjældent, at vi oplever så voldsom madforgiftning, specielt med denne type bakterie.

Bjarne Dahler-Eriksen, lægefaglig direktør på Sygehus Sønderjylland

Det er meget sjældent, at personer får pølseforgiftning. Derfor har landets sygehuse ikke store mængder af den modgift, som skal bruges til behandlingen.

- Vi har mellem nul og to om året, som har sådan en tilstand. Og nu havde vi så pludselig 11. Så meget modgift har vi slet ikke, så vi har måttet skaffe noget fra Tyskland og Norge.

- Det er en alvorlig situation, når 11 mennesker i Danmark får en slem madforgiftning, så de skal indlægges. Det er meget sjældent, at vi oplever så voldsom madforgiftning, specielt med denne type bakterie, siger Bjarne Dahler-Eriksen.

Maden bliver undersøgt

Styrelsen for Patientsikkerhed og Fødevarestyrelsen er orienteret om hændelsen. Der arbejdes på at finde kilden til bakterien, fortæller Nikolas Kühn Hove, der er beredskabschef ved Fødevarestyrelsen, søndag.

- Vi er blevet kontaktet her til formiddag. Og det er jo en alvorlig sag, når folk bliver smittet med botulisme. Vi ved ikke så meget om, hvad en eventuel kilde kan være. Men det tyder på, at det kan være en fødevare, som selskabet har spist.

- Vi har allerede nu været ude og indsamle prøver fra resterne af de fødevarer, som patienterne desværre er kommet til at spise. Dem skal vi nu have undersøgt, så vi kan fastslå, hvad kilden kan være, siger han.