Fandt hundredvis af gamle Y-nummerplader

Et ægtepar i Fredericia har fundet flere hundrede gamle nummerplader, som næsten alle starter med bogstavet Y, gemt under gulvet. Det skriver Lokalavisen Budstikken Fredericia.

Nummerpladerne dukkede op, da gulvet blev brudt op i forbindelse med køkkenrenovering.

- Jeg kunne trække den ene gamle nummerplade frem efter den anden. De lå alle med numrene nedad. Jeg har ikke talt dem, men i alt har vi vel fundet omkring 1.000 nummerplader. Nogle af dem var meget rustne. Jeg har kørt cirka 500 væk - og har beholdt 500 af de bedste, fortæller Alice Pedersen til Lokalavisen Budstikken Fredericia.

Bogstavet Y var i perioden fra Første Verdenskrig og frem til 1950 kendingsbogstavet for biler i det gamle Vejle Amt. Hvordan ? og hvorfor ? nummerpladerne er endt i huset på Prangervej 93, vides ikke. Nogle har gættet på, at det er modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig, som har haft et lager.

Den forklaring tror museumsinspektør Vibeke Kaiser-Hansen, Fredericia, ikke på.

- Vores kilder fortæller, at det foretrukne transportmiddel i byen var cykel. Men selvfølgelig, man kan aldrig vide... Jeg håber, at nogle borgere kan belyse sagen, siger museumsinspektøren til Lokalavisen Budstikken Fredericia.

Huset er fra begyndelsen af 30?erne og bygget om i 1938.

- Der kan selvfølgelig sagtens være lavet andet, uden at det er registreret hos os, men jeg må desværre sige, at der ikke findes noget i arkivet, der kan give os et godt svar på, hvorfor der er havnet 1.000 nummerplader her, siger museumsinspektør Vibeke Kaiser-Hansen til Lokalavisen Budstikken Fredericia.