Fandt ravklump på 134 gram

Bodil Mark og Jørgen Jørgensen fra Espe på Midtfyn har fundet en usædvanligt stor ravklump på 134 gram i Nymindegab.

De blev gift i en sen alder, og de besluttede at fejre kobberbryllup ved Vesterhavet med et hyggeligt gourmetophold på Nymindegab Kro.

- Efter frokosten gik vi til havet, og efter få minutter så jeg den usædvanlige ravklump lige for vores fødder, næsten ude ved vandkanten. Vi tog det som en gave og et lykkevarsel på vores kobberbryllupsdag, siger en glad Bodil Mark.

Ikke til at overse

- Ravklumpen var ikke til at overse. Det var flot solskin og noget blæsende, så den må lige være kommet ind. Ellers havde de ?professionelle? ravsamlere nok været der og snuppet den, funderer Bodil Mark.

Hun holder ravklumpen op mod lyset og vender den mellem fingrene. Midt på klumpen er der en fire-fem centimeter mørk aftegning.

Aftegningen ligner en eller to små fisk.

Bodil Mark har ikke fået vurderet ravklumpen. Den er nemlig ikke til salg. Hun vil beholde den som et varigt minde om bryllupsdagen.