Fanklub vil købe klassespiller

EfB Ishockey Support vil med projekt Vores Spiller forsøge at samle 200.000 kr. eller mere, som skal bruges til at købe en spillermæssig kapacitet til den kommende sæson.

En andel koster 250 kr. Alle penge går ubeskåret til indkøb af en spiller. Projektet er afstemt med EfB Ishockey A/S. Fanklubben gør dog opmærksom på, at klubben ikke har noget med indsamlingen at gøre.

En kreds af sponsorer har lovet at betale samme beløb, som fanklubben samler ind. Og håbet er at skaffe en halv million til at købe en klassespiller til ishockeyholdet i næste sæson.

Vores Spiller er skabt af en kreds af personer - med et stort hjerte for sporten, hedder det på fanklubbens hjemmeside. Og med den første andel følger et medlemskab af fanklubben.