Fanniker jagter sidste valgs rekord

Der bliver stemt på livet løs ved dagens to valgsteder på Fanø.

Siden klokken 08.00 i morges har fannikerne kunne stemme to steder på øen, Nordby og Sønderho. En af dem, der skal stemme, er Katrine Nørgaard. Hun stemmer på samme parti, som hun gjorde for fire år siden, Fanø Lokalliste.

- Jeg synes, partiet kommer godt omkring. Man ved, hvad man får, fordi de ikke er i valgforbund. Man ved, hvem de vil have som borgmester, siger Katrine Nørgaard.

- Der har været mange gode bud, men krydset ender det samme sted som for fire år siden, fortsætter hun.

For fire år siden stemte 2.268 vælgere ved kommunalvalget på Fanø. Det svarer til en stemmeprocent på 85,42 procent.

En af dem, der ikke var stemmeberettiget ved sidste valg, er Hannah Linquist. Til daglig arbejder hun som tjener, men i dag skal hun stemmer ved sit første kommunalvalg.

- Jeg ved først, hvem jeg stemmer på, når jeg kommer ind i stemmeboksen. Jeg er nok bare ung og ubeslutsom, så jeg har ikke taget beslutningen endnu, siger hun til TV SYD.

Klokken 18 i dag var der en stemmeprocent på 68,0 procent ved valgstedet i Nordby og 70,38 procent i Sønderho. I alt 2.736 personer kan stemme på Fanø i dag.