Eleverne på Fanø fik det højeste karaktergennemsnit i provinsen i det foregående skoleår. Afgangseleverne scorede i snit 7,7. Det blev kun overgået af syv kommuner i hovedstadsområdet.
I Syd- og Sønderjylland topper Fanøs afgangselever foran Vejle (7,3) , Esbjerg (7,2) og Kolding (7,2). Det viser en statistik fra Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling.
I skoleåret 2014/2015 var Fanø med et snit på 7,9 nummer syv blandt landets kommuner. Til gengæld var kommunen kun nr. 22 i 2013/2014 med 6,9.
Alle tre år har Fanø ligget i toppen blandt de syd- og sønderjyske kommuner. Karaktersnittet udregnes som et gennemsnit af elevernes gennemsnit i de bundne prøver.
Fanø overgås de seneste to år kun af kommuner nord for København. De kommuner scorer – ligesom Fanø – højt i de såkaldte socio-økonomiske tal. Dem har ministeriet også taget med. Og de viser, at Fanø ligger i toppen med ressource-stærke familier.
I Syd- og Sønderjylland ligger de største kommuner, Esbjerg, Vejle, Kolding og Horsens over landssnittet som er 7,0. Også Billund ligger over, mens Varde rammer landssnittet.
Dårligst har eleverne i Tønder, Vejen og Aabenraa klaret sig.
Sådan er tallet regnet ud
Ved beregningen af karaktergennemsnit i de bundne prøver indgår kun elever, der har aflagt mindst 4 ud af 8 prøver.
De bundne prøver består af: dansk (læsning, retskrivning, skriftlig fremstilling og mundtlig), matematik (matematiske færdigheder og matematisk problemløsning), engelsk (mundtlig) og fysik/kemi (praktisk/mundtlig).
Karakterdata baserer sig på skolernes indberetninger til Styrelsen for It og Læring.
(Kilde: Ministeriet for Børn, Undervisning og LIgestilling)