Fanøs turisterhverv i oprør

En stigning i prisen på færgebilletten fra Esbjerg til Fanø får Fanøs turisterhverv til at frygte, at turisterne bliver væk.

De 40 kroner er nemlig beløbet på prisstigningen for færgebilletten. Dermed koster det nu 440 kroner for at komme fra Esbjerg til Fanø og tilbage igen, hvad der gør den korte sejltur til en af landets dyreste målt i forhold til længde og varighed.

Til sammenligning koster en weekendtur frem og tilbage over Storebæltsbroen 410 kroner.

Sommerhusudlejere og campingpladser frygter nu, at feriegæsterne bliver væk.

- Turisterne er eksistensgrundlaget på Fanø. Jo højere færgepris jo dyrere bliver den samlede oplevelse af Fanø.Det får stor økonomisk betydning for øen, hvis antallet af turister går bare en lille smule ned, siger Fanøs borgmester Erik Nørreby, Venstre.

Lindy Kjøller, salg- og marketingschef, Danske Færger A/S begrunder forhøjelsen med stigende oliepriser -men har på et møde fredag med politikere og repræsentanterne for Fanøs turisterhverv lovet at genoverveje pris-politikken.