Far havde 14-årigt barn med på tyvetogt

40-årig mand stjal tøj sammen med sin 14-årige søn i herretøjsforretning i Ribe.

Personalet i herretøjsbutikken MR i Saltgade i Ribe blev noget overraskede, da de tjekkede deres overvågningskammeraer fredag eftermiddag. På billederne så de en mand gå rundt i butikken, mens han stjal tøj, som han puttede ind under sit eget tøj og frakke. Med sig havde han sin 14-årige søn, som gjorde faren kunsten efter.

- Det er godt nok voldsomt sørgeligt, at en far tager sin søn med ud for at stjæle, siger vagtchef Bjørn Pedersen, Syd- og Sønderjyllands Politi.

Politiet blev alarmeret, og den 40-årige mand blev sammen med sønnen standset ved udgangen til butikken.

De er nu begge sigtet for butikstyveri.