Far til seks frygter konflikt

Hvis offentligt ansatte om tre uger vælger at strejke, kan det give store problemer for blandt andet børnefamilier. En af dem er familien Gjesing.

For mange børnefamilier bliver der fulgt bekymret med på sidelinjen til den varslede konflikt mellem offentligt ansatte og arbejdsgivere i kommuner, regioner og stat, efter lønmodtagerne har varslet konflikt og dermed strejke fra den 4. april, og arbejdsgiverne efterfølgende har varslet lockout fra den 10. april.

En af familierne, der kan blive kraftigt berørt af konflikten, er familien Gjesing fra Gram. Haderslev Kommune er en af de kommuner, hvor de ansatte har konflikt i både folkeskoler og daginstitutioner. For en familie med seks børn vil konflikten få stor betydning. 

- Det vil jeg være rigtig træt af. Jeg synes, det ville være frygtelig træls, hvis de skulle gå hjemme, og jeg synes, det er forfærdeligt, at de går glip af deres undervisning, det sociale samvær og alt det, der hører med til at være skolebarn, siger Johannes Gjesing, der er sognepræst i Gram, til TV SYD.

Familien har fire børn og to plejebørn. Fire af børnene går på den lokale folkeskole og én går i børnehave. Kommer der konflikt, så må familien møblere rundt på hverdagen og finde alternative pasningsløsninger.

- Vi kan måske trække lidt på bedsteforældrene, men det er et bøvl, det er træls og synd for børnene. Det bliver lange dage, hvor de skal være hjemme, og som forældre kan man ikke være med dem, for man har typisk et arbejde at passe, siger Johannes Gjesing.

Der kan være brug for bedsteforældre og fleksible arbejdsdage, hvis den varslede konflikt rammer familien Gjesing og deres seks børn.
Der kan være brug for bedsteforældre og fleksible arbejdsdage, hvis den varslede konflikt rammer familien Gjesing og deres seks børn.

For fem år siden var der også konflikt i forbindelse med overenskomstforhandlingerne. Her blev omkring 67.000 lærere udelukket fra at møde op til undervisning i 25 dage. Dengang havde familien Gjesing to børn i skolealderen, og udsigterne til en lignende konflikt bekymrer familiefaren.

- Hvis det bliver en konflikt som sidst på en måned, så synes jeg, det ser noget uoverskueligt ud nu. Jeg er træt af, at man efter så forholdsvis kort tid er endt i en situation, der ligner og måske endnu større den her gang, kan det godt se ud til, siger Johannes Gjesing.

Hos Haderslev Lærerkreds håber man fortsat på, at en konflikt kan undgås, men udsigterne er ikke lyse set fra lærernes side.

- Jeg har svært ved at se, at man kan få enderne til at nå sammen. Det kan simpelthen i min verden ikke lade sig gøre, men jeg håber på det indtil den 4. april, siger formand i Haderslev Lærerkreds, Bent Hansen, til TV SYD.