Farlige bomber solgt ulovligt af fyrværkeribranchen

Krysantemumbomber og andet livsfarligt krudt er december igennem blevet solgt på Facebooksider i vores del af landet. Og de har været årsag til en hel del fyrværkeriskader.

I aften sætter vi fokus på ulovligt salg af fyrværkeri. I samarbejde med TV2 og de andre regioner, sætter vi fokus på de bomber, som har været årsag til mange skader.

På Facebooksider, som TV SYD har fået adgang til, sælges det ulovlige fyrværkeri. Krysantemumbomber og andet, som kun kan importeres af festfyrværkere, og som også kun burde kunne bruges af dem. Men sådan er det ikke.

Brodne kar

Bomberne bliver lovligt hentet til Danmark fra Kina via virksomheder, som har tilladelse til at importere dem. Det er fx fyrværkere, som bruger det til deres shows. Men en stor del bliver sendt ulovligt videre til mellemmænd, som igen sælger dem videre til nogle andre mellemmænd, og derfra kan alle så købe dem på Facebook. Det fortæller flere kilder til TV SYD.

- Man er så skruppelløs, at selv om der er en meget stor fare forbundet med disse artikler, så sælger man det alligevel for at opnå en profit, fortæller Henrik Drenck, der er festfyrværker.

- Der er desværre brodne kar i branchen. Det er dybt forkasteligt, siger festfyrværker Ulrik Nielsen.

Ingen kontrol

Myndighederne kontrollerer ikke på nuværende tidspunkt, hvor mange krysantemumbomber der bliver hentet lovligt til landet, og hvor mange importørerne så selv bruger.

- Vi har ikke nogen anledning til at sige, at systemet ikke er godt nok. Ingen af os har et overblik over, hvor alle de fundne krysantemumbomber kommer fra. Vi vil ikke dømme en hel branche på forhånd, siger kommunikationschef i Sikkerhedsstyrelsen Mette Cramon til TV SYD.

Få en reaktion fra formanden for Folketingets retsudvalg, Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) i aften i vores udsendelse.

Du kan se forpremieren på aftenens indslag herunder.