Farlige jernbaneoverkørsler bliver nedlagt

Banedanmark nedlægger 12 overkørsler på strækningen mellem Bramming og Tønder.

Det skal være slut med at krydse farlige jernbaneoverkørsler.

Banedanmark nedlægger 12 overkørsler på strækningen mellem Bramming og Tønder, fordi de er for farlige at krydse.

- Nutidens tog kører hurtigere og støjer mindre, end da overkørslerne blev anlagt, og ved at nedlægge de usikrede overkørsler gør vi jernbanen mere sikker og forbedrer lokomotivførernes arbejdsmiljø, siger Kaare Peter Kyndal, projektleder hos Banedanmark, i en pressemeddelelse.

De usikrede overkørsler er dem, der hverken har bomme eller advarselsanlæg, men som alene har et krydsmærke og måske et led, der skal betjenes manuelt. Der sendes i disse overkørsler intet signal til lokomotivføren om, at overkørslen er sikker og farbar.

Enkelte af overkørslerne vil muligvis blive opgraderet med bomanlæg i stedet for at blive nedlagt. Banedanmark forventer, at de usikrede overkørsler på strækningen er nedlagt i løbet af efteråret 2018.

 

FAKTA

  • Pr. 1. juni er der 612 overkørsler på det statslige jernbanenet, hvor der er persontransport.
  • 432 er sikret med bom og/eller advarselsanlæg.
  • 180 er usikrede.
  • Inden udgangen af 2018 er målet at få fjernet eller sikret samtlige usikrede overkørsler.