Farligt giftstof på genbrugsplads

Genbrugspladsen i Skærbæk er lukket resten af dagen. En borger har afleveret et køleskab med et meget giftigt stof i. Derfor tog Tønder Brandvæsen ingen chancer.

- Det drejer sig om et par liter af det meget giftige - og ulovlige - ukrudtsmiddel Parathion. Ejeren vidte godt, at det var giftigt - og at beholderen var utæt. Derfor afleverede han stoffet i det køleskab, som beholderen stod i, siger beredskabsinspektør Kenneth Achner, Tønder Kommune.

Gjorde opmærksom på stof

Ejeren gjorde personalet på genbrugspladsen opmærksom på, hvad køleskabet indeholdt - og Parathion er ikke noget, man har lyst til at pille ved. Det er meget giftigt - og farligt både ved indånding og berøring.

Kemikaliedykkere - brandfolk i gummidragter - arbejdede i løbet af eftermiddagen på at få den lille mængde væske hældt over i andre beholdere, som sikkert kunne bortskaffes.

Genbrugspladsen genåbner først i morgen, onsdag.