Fartbølle på 72 år i politiets fælde

181 rapporter blev resultatet, da Syd- og Sønderjyllands Politi gennemførte hastighedskontroller i Esbjerg og Haderslev kommuner, oplyser politiet i et nyhedsbrev. Blandt synderne var en fartbølle på 72 år.

Hovedvægten blev lagt på landevejene, og der blev noteret mange hastighedsovertrædelser og en del frakendelser og klip i kørekortet.

Af de 181 rapporter optaget fredag den 6. maj mellem klokken 13 og 21 blev 43 målt med ATK (blitz) og 138 med laser. 45 fik et klip og fem fik en betinget frakendelse.

Ældre bilist kørte 129 km i timen

I Haderslev Kommune, på Marstrupvej, blev en bilist sigtet for at have kørt 139 km/t., mod højest tilladt 80 km/t. Det medfører en bøde på 3.000 kroner samt en betinget frakendelse af førerretten.
 
I Esbjerg Kommune, på Lunde Hovedvej, blev en 72-årig bilist sigtet for at have kørt 129 km/t., mod højest tilladt 80 km/t. Bilisten vil få en bøde på 2.500 kroner og en betinget frakendelse af førerretten.

På samme strækning blev en kvinde sigtet for at have kørt 100 km/t.

Hun var få kilometer forinden, på Lifstrup Hovedvej, blevet sigtet for at have kørt 99 km/t. Kvinden, der ikke er bosiddende i Danmark, kunne efter at have betalt begge bøder fortsætte turen.