Farvel til Skoleintra - goddag til Aula: Mor vender tommelfinger op

Masser af forældre kunne mandag morgen for første gang logge ind i det nye digitale skoleunivers Aula. De første brugeranmeldelser ser gode ud.

- Jeg er positiv.

Sådan lyder den umiddelbare kommentar fra Ritt Janot Abild fra Haderslev, da hun for første gang logger sig på det nye Aula og klikker rundt på siden.

Med to børn i folkeskolen har hun et solidt kendskab til det gamle Forældreintra, og hun er glad for, at der nu kommer en erstatning.

- Det opleves meget intuitivt. Det virker nemt at navigere rundt i. Den måde, det er bygget op på, ser ret fin ud, lyder det fra hende.

Erstatter udskældt system

Forældreintra blev især kritiseret for manglende overskuelighed og for at blive fyldt med en masse beskeder, der ikke alle var lige væsentlige. Og her ser Ritt Janot Abild klare forbedringer.

- Før var det for eksempel muligt at skrive en besked to forskellige steder. Der var både noget, der hed beskeder, og noget der hed kontaktbog. Det kunne godt være lidt forvirrende. Nu er der kun et sted. Det er bedre, fortæller Ritt Janot Abild.

Det nye Aula erstatter det tidligere Skoleintra, der både bestod af Elevintra og Forældreintra. Det har været på vej i over fire år og bliver fra mandag tilgængeligt i de fleste kommuner.

Stadig plads til forbedring

Helt uden kritikpunkter slipper Aula dog ikke. For ifølge vores forældreanmelder er der stadig ting, der kan forbedres.

- Der er nogle betjeningsknapper, der forvirrer mig lidt. Det ser forskelligt ud afhængig af, om man logger ind på computer eller på telefon, siger Ritt Janot Abild.

Samtidig er der en anden vigtig ting, som hun umiddelbart ikke kan finde i Aula.

- Før var det muligt at følge med i, hvilke lektier børnene fik. Jeg har prøvet at være inde og google det, men det kan jeg ikke finde. Det håber jeg bliver muligt, for det synes jeg er vigtigt, lyder det fra hende.

Fakta om AULA 

• Aula er fremtidens kommunikationsplatform i folkeskoler, SFO’er og dagtilbud. Når børnehaven skiftes ud med en plads i folkeskolen og SFO’en, eller hvis barnet skifter skole, følger Aula med som en fælles kommunikationsplatform.

 

• Aula kommer til at få over 2 mio. brugere, der kun skal bruge ét login for at få adgang til en række digitale værktøjer.

 

• Aula bliver taget i brug på hovedparten af landets folkeskoler efter efterårsferien 2019.

 

• Aula kommer til at koste op imod 400 mio. kroner inklusiv udvikling, drift og videreudvikling i hele kontraktens levetid på 8 år

 

Kilde: Aulainfo.dk