Fatmir fejrer statsborgerskab på grundlovsdag

Fatmir Jupa fra Tørring er nu dansker. 1. juni vedtog Folketinget endeligt, at Jupa og godt 1200 andre nu får dansk statsborgerskab. Det fejrede han Grundlovsdag.

 Fatmir Jupa stod på listen som nummer 440 - og dermed er 10 års kamp for at blive "rigtig" dansker nu endelig forbi.

Begivenheden blev fejret på grundlovens dag i dag - naboer, arbejdskolleger, arbejdgiver og borgmester dukkede op hos familien Jupa for at lykønske og overrække Fatmir et dannabrogsflag.

Grundlovsdag er velvalgt, da paragraf 44 i grundloven bestemmer at:
Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov. 
 
Og i onsdag skete det altså: Fatimir blev godkendt af Folketinget.

Det var ellers meget tæt på at Fatmir Jupa var blevet udvist i 2002, men takket være en massiv støtte fra arbejdgiver, kolleger og lokale politikere lykkedes det at få lov til at blive i landet.

For præcis et år siden bestod Fatmir Jupa den afgørende prøve i dansk.

Både Fatmir og hans kone har fast arbejde. Familien har tre børn og stammer oprindeligt fra eks-Jugoslavien. De er kosovo-albanere og kom til landet i 1998.