Fattige familier i Kolding søger frivillige

Red Barnet Kolding søger frivillige til oplevelsesklub for fattige børnefamilier.

- Når man som enlige forældre har en spinkel indkomst, så er der sjældent råd og overskud til oplevelser, ture og lidt forkælelse i hverdagen. Vi tror, det hører med til et godt børneliv at få oplevelser og se noget andet end det, man er omgivet af i hverdagen. Det er faktisk med i FNs børnekonvention, påpeger Karina From, formand for Red Barnet Kolding.

Red Barnet Kolding søger nu frivillige til aktiviteterne, som man starter til sommer.

- Vi har først og fremmest brug for et lederteam på tre personer. En af dem skal gerne være børnefaglig ? lærer, pædagog, socialrådgiver eller lignende. Og så har vi brug for omkring 10 menige frivillige, som vil tage med på turene og sikre at børn og forældre får en rigtig god oplevelse, fortæller Karina From.

600 fattige

Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er der godt 600 fattige personer i Kolding kommune. Det er mennesker, som har en indtægt, der er mindre end halvdelen af middelindkomsten.
 
Fattigdommen rammer især de fattiges børn.

- Disse børn føler sig anderledes, marginaliseret og ude for det gode selskab. Og det er disse børn, vi interesserer os for i Red Barnet Kolding, for de har også ret til et godt børneliv, pointerer Karina From, som håber at mange frivillige i Kolding vil bakke op om initiativet.

Interesserede kan henvende sig til Karina From ? mob. 51.64.07.45 eller pr. mail her.