Fattige i kø for at få mad

Fattigdommen breder sig i Tysklands nordligste by, Flensborg, få kilometer fra den dansk-tyske grænse.

Flere hundrede fattige er henvist til at modtage fødevarer, der er kasseret, fordi de nærmer sig sidste salgsdag. Lokale supermarkeder giver fødevarerne til velgørende organisationer, der står for uddelingen af dem.

De fattige skal betale en eller to euro for at fylde indkøbsposerne op med fødevarer for 30-40 euro.

Susanne Stühmer har været arbejdsløs i ti år, og hun har som ufaglært ingen udsigt til at få job. Arbejdsløsheden i Flensborg er på 20 procent.

- Jeg kan alene overleve på denne her måde, siger hun, mens hun får fyldt tasken med madvarer.

Sognepræst Preben Mogensen, Ansgar Kirke, Flensborg, fortæller, at omkring 200 medlemmer af det danske mindretal lider nød. Defor driver mindretallet også en velgørende organisation, som uddeler fødevarer.

Perspektivløst

- Folk lever på et eksistensminimum, og hvis de får en ekstra udgift til for eksempel en el-regning, går bunden ud af deres økonomi, siger Preben Mogensen.

Bistandshjælpen i Tyskland er på mellem 2.000 og 3.000 kroner om måneden, når huslejen er betalt.

Sognepræsten ved Ansgar Kirke advarer mod at indføre tyske forhold i Danmark.

- De frivillige organisationer gør gavn, men hjælpen er perspektivløs. De fattige kommer ikke ud af deres vanskelige situation. De kan kun komme ud af fattigdommen ved at få hjælp til uddannelse og arbejde, understreger Preben Mogensen.