TV der bevæger dig

Favorit-motor svigtede Nicki Pedersen

Nicki Pedersen - hans favoritmotor svigtede.

Med fjerdepladsen ved det tjekkiske grandprix er Nicki Pedersen fortsat godt med i VM-topstriden. Men favorit-motoren svigtede Holsted-køreren.

Han sigtede efter minimum 12 point, men måtte trods en finaleplads nøjes med 10 point.

Det var facit for den danske speedwaykører Nicki Pedersen ved lørdagens tjekkiske grandprix i Prag, hvor danskeren blev nummer fire.

- Selvfølgelig kan jeg ikke være helt tilfreds med 10 point, men jeg må også være realistisk og ærlig og sige, at jeg kæmper med mit grej.

- Min bedste motor, som lige er kommet tilbage fra service, kasserer vi efter træningen. Den har lige kørt godt, så kommer den til service, og derefter kan den ikke trække sig selv, siger Nicki Pedersen til Ritzau og tilføjer:

- Det er et hak i tuden der. Selvfølgelig har vi andre motorer med, men det er min favoritmotor, som ikke virker.

- Vi er ikke på 100 procent endnu. Vi arbejder med grejet, og får vi styr på det, så bliver vi farlige på et tidspunkt, men lige nu kæmper vi hårdt for pointene. Vi skal snart have grejet til at fungere, så vi kan trække fra de andre, for det er tæt det her.

Nicki Pedersen henviser til VM-topstriden, hvor det er meget tæt. Nicki Pedersen er sammenlagt nummer fire med 44 point.

Niels-Kristian Iversen, der kører for Esbjerg, var også godt kørende med tre sejre i sine fem indledende heat. Med 12 point røg han sikkert med de otte bedste til semifinalerne. Men Iversen blev nummer tre i sin semifinale og missede dermed finalen.

- Der var masser af fremgang, og jeg har god fart i cyklen. Det er ærgerligt med semifinalen, for hvis jeg kigger på forløbet over hele aftenen, så havde jeg fortjent en plads i finalen. Det er den her form, jeg har jagtet, og hvis jeg holder ved i de kommende Grand Prix-løb, så skal der nok vente finaler og podiepladser, fastslår Niels-Kristian Iversen

 

Resultatet af Det Tjekkiske Speedway Grand Prix, afviklet i Prag, Tjekkiet:

1. Tai Woffinden, Storbritannien, 18 point, 2. Greg Hancock, USA, 12,
3. Matej Zagar, Slovenien, 16, 4. Nicki Pedersen, Danmark, 10, 5. Darcy
Ward, Australien, 16, 6. Niels-Kristian Iversen, Danmark, 13, 7. Chris
Holder, Australien, 8, 8. Fredrik Lindgren, Sverige, 8, 9. Krzysztof
Kasprzak, Polen, 7, 10. Andreas Jonsson, Sverige, 7, 13. Kenneth
Bjerre, Danmark, 4.

VM-stillingen efter 4 af 12 afdelinger:

1. Tai Woffinden, 46 point, 2. Greg Hancock, 46, 3. Darcy Ward, 45, 4.
Nicki Pedersen, 44, 5. Matej Zagar, 43, 6. Krzysztof Kasprzak, 42, 7.
Chris Holder, 40, 8. Fredrik Lindgren, 38, 9. Martin Smolinski,
Tyskland, 37, 10. Niels-Kristian Iversen, 35, 13. Kenneth Bjerre, 22.

Næste afdeling køres den 14. juni i Målilla, Sverige.
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden