Fedme 2: Operationer en god forretning

Fedmeoperationer er en god forretning for samfundet, mener læger med operationers-erfaring. Politikere må erkende, intet andet virker på de fedeste, lyder det.

En fedmeoperation er eneste effektive metode i behandlingen af de allerfedeste danskere. Samtidig er det samfundsmæssigt den billigste måde at behandle svært overvægtige på.

Det siger erfarne læger i både det offentlige og private sundhedsvæsen. Bl.a. på privathospitalet Mølholm i Vejle.

Markant hjulpet

- Har du diabetes 2 og voldsom overvægt med truet syn og nyrer, er du med en operation på en time til en pris på 65.000 kroner markant hjulpet i forhold til din tidligere overdødelighed på 30 procent. Samtidig er sukkersygen væk efter operationen, siger Sten Madsbad.

Han er professor ved Københavns Universitet og overlæge og forsker i diabetes på Hvidovre Hospital og fortsætter:

Forbedret livskvalitet

- Alene disse patienters insulinbehandling koster årligt 50-60.000 kroner. Så operationen er tjent ind på få år. Desuden halveres deres dødelighed, og de får forbedret livskvalitet.

Han kalder det en illusion, når politikerne og forskere taler om også de tungeste danskere skal tage sig sammen og ændre livsstil.

Når man taber sig, så kæmper generne for at holde vægten. Taber man sig ti procent, sættes stofskiftet typisk 15-20 procent ned.

Fordrejet debat

Klinikchef på privathospitalet Mølholm, Jens Fromholt Larsen.
Klinikchef på privathospitalet Mølholm, Jens Fromholt Larsen.

Overlæge Jens Fromholt står som klinikchef på privathospitalet Mølholm for en stor del af de danske fedmeoperationer.

- Vi oplever gang på gang, at fokus flyttes fra en fordelagtig behandling af en hårdt ramt gruppe patienter til en fordrejet debat for og imod privathospitaler, som det offentlige har valgt at overlade langt de fleste fedmeoperationer til, siger overlæge Jens Fromholt.

Også en analyse af sundhedsøkonom Betina Højgaard fra Institut for Sundhedsvæsen peger på, at fedmeoperationer pt. er det mest økonomiske.

Ifølge et svensk studie havde de opererede 15 år efter fortsat et vægttab på 25-30 procent. Ingen andre behandlinger af fedme kan matche det.