Fedme 3: Spørgsmål og svar

En overlæge, en fedmeopereret kvinde og formanden for Det nationale Råd for Folkesundhed giver svar på tiltale om fedmeoperationer

Klinikchef Jens Fromholt fra privathospitalet Mølholm, der laver en stor del af de danske fedmeoperationer:

*Hvor mange operationer skal der laves årligt?

- Et fornuftigt bud er 3000-5000 årligt, hvilket svarer til niveauet i Sverige.

Giver permanent vægttab

*Hvad er konsekvensen af ikke at lave operationerne?

- Så sætter vi en patientgruppe i en meget alvorlig situation med stor overdødelighed samt for samfundet store udgifter til følgesygdomme og flere tilfælde af kræft og sukkersyge.

*Hvad er den største fordel ved operationen?

- Som eneste dokumenterede behandling givet den et stort permanent vægttab. Og giver folk en god livskvalitet, fordi de kan spise fornuftigt uden, at maden tager magten fra dem.

Ingen skønhedskur

*Hvad er den største ulempe?

- Patienterne skal være indstillede på, at det ikke er nogen skønhedskur. Sidder fedmen på benene for eksempel, vil de ikke være kønne efter en fedmeoperation på grund af overflødig hud.
–––––––––––––––––––––––––––––––– ––––––-

Viceborgmester opereret

Aalborgs viceborgmester og medlem af det nordjyske regionsråd Marian Geller (V) fik for halvandet år siden en fedmeoperation:

*Hvor mange operationer skal der laves årligt?

- De, der opfylder kriterierne om et bodymassindeks (BMI) på mindst 40 - eller 35, hvis de også har for eksempel sukkersyge - skal opereres.

Vil tage til udlandet

*Hvad er konsekvensen af ikke at lave operationerne?

- Så vil folk formentlig bare og med opbakning fra EU-regler kunne tage til udlandet og få lavet operationen med økonomisk støtte.

*Hvad er den største fordel ved operationen?

- At jeg er fri for sygdom og for angsten for tidlig død. Jeg har fået mit liv tilbage.

Ingen bivirkninger

*Hvad er den største ulempe ved operationen?

- Ingen. Jeg har ikke haft én eneste dag med bivirkninger eller sygemelding.
 
–––––––––––––––––––––––––––––––– ––––––-

Professoren:

Professor ved Københavns Universitet Bente Klarlund Pedersen, formand for Det nationale Råd For Folkesundhed:

*Hvad er konsekvensen af ikke at lave operationerne?

- Jeg vil sige, at konsekvenserne samfundsmæssigt af at lave operationerne vil være alvorlige, hvis de fortsætter med den nuværende stigningstakt.

*Hvad er den største fordel ved operationen?

- Det er en meget effektiv metode i forhold til både sygelighed og livsglæde.

*Hvad er den største ulempe ved operationen?

- Vi mangler viden om de fysiske langtidsvirkninger, og man får ikke en sundere krop af en operation uden motion.