Fejlbehandlet får nu hjælp

Region Syddanmark forsøger nu at rette op på fejlbehandlingen af Elin Jefsen fra Kettingskov på Als. Hun bliver indlagt til operation 4. januar på Odense Universitetshospital.

Elin Jefsen fortalte sin katastrofale sygehistorie i TV SYD 13. oktober.

I første omgang skulle hun vente 12 måneder på, at regionen ville forsøge at rette fejlbehandlingen.

Det har sygehusforvaltningen fortrudt, og hun har fået en tid til indlæggelse 4. januar.

Operationen skal sikre, at hendes tarme kommer ind i maven igen.

Elin Jefsen var lettet, da hun onsdag fik brev om, at sygehusforvaltningen var kommet på bedre tanker.

- Nu er der håb om, at jeg kan få mit liv tilbage, siger hun.

Langvarigt sygeleje

Elin Jefsen fik som mange andre kvinder fjernet sin livmoder, men under operationen på Sønderborg Sygehus skar lægen et hul i en tarm.

Hun blev overført i narkose til Aabenraa Sygehus, hvor lægerne reparerede hullet. Fem dage senere blev hun lukket op igen. Bughulen var fyldt med tarmindhold.

Hun var indlagt i en måned og fik en vakuumpumpe i såret to gange om ugen i fuld narkose.

Elin Jefsen har siden indlæggelsen haft besøg af hjemmesygeplejersker fra kommunen to gange dagligt for at skifte bandage.

Sygehusforvaltningens oprindelige begrundelse for at vente et år på at rette fejlbehandlingen var, at hun ikke var livstruet. Kun invalid.