TV der bevæger dig

Fem gode råd til en lykkelig alderdom - især for mænd

Det er vigtigt at pleje relationer som ældre. Her gør de det i en bordtennisklub for 60+ mænd i Kolding. Foto: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD

Fællesskaber og nære relationer er afgørende for en glad pensionisttilværelse, viser alle undersøgelser.

Et godt helbred og masser af penge på bankkontoen er ikke uden betydning for en god alderdom, men det altafgørende for følelsen af at have godt liv er hverken sundhed eller kroner.

- Alle undersøgelser viser, at det, der afgør om mennesker føler, de har haft et godt liv, når de ser tilbage på det, er kvaliteten af deres nære relationer. Alt andet er sekundært, fortæller David Vincent Nielsen, social-humanitær konsulent hos Ældresagen, til TV SYD.

Så alene af den grund er det vigtigt at plejer sine nære relationer, for de kommer ikke af sig selv. Særligt ikke for mænd, der har det svært, når de går fra arbejdsliv til pensionisttilværelse.

Mennesker føler, de har haft et godt liv, når de ser tilbage på det, er kvaliteten af deres nære relationer.

David Vincent Nielsen, social-humanitær konsulent hos Ældresagen

Mænd har oftere end kvinder ikke et stort netværk ved siden af familien. Når de så holder op med at arbejde, kan de komme i ret stor krise grundet al den identitet, de havde placeret i deres arbejde. Mange af deres sociale relationer er nemlig også knyttet til arbejde.

- Allerværst er det for de mænd, som er så ulykkelige at miste deres hustru. Der er langt flere mænd, end der er kvinder, der kun har én nær relation, og det er deres kone. Mister man hende, er man virkeligt på spanden, siger David Vincent Nielsen, der har fem gode råd til en lykkelig pensionisttilværelse:

  • plej dine nære relationer

  • plej dit parforhold

  • hold dig i gang fysisk og mentalt

  • deltag i det lokale foreningsliv

  • vær frivillig

- Som frivillig gør man noget for andre og er også sammen med andre. Man føler ligesom, at man i høj grad kan bidrage positivt, mener David Vincent Nielsen.

Svært at opsøge fællesskaber

Mange ældre oplever, at det svært at komme ud blandt andre. Den situation kan føre til ensomhed og ringe livskvalitet. Ved at holde sine relationer i live og opsøge fællesskaber, forbereder man sig til pensionisttilværelsen.

- Det er svært at begynde at opbygge relationer, når man først står i situationen. Altså har mistet sin kone eller er rendt ind i andre former for ulyksaligheder som dødsfald blandt søskende eller venner eller er blevet ramt af sygdom, siger han.

En undersøgelse fra 2012 om ældre og ensomhed giver tre forklaringer på, hvorfor det er svært at opsøge fællesskaber for pensionister.

- For det første er der en gruppe af ældre, som simpelthen ikke rigtigt har kendskab til tilbuddene i deres eget lokalområde. Hvis man ikke ved, at der er en bordtennisklub for 60+’er, hvor man bor, så opsøger man det heller ikke, fortæller David Vincent Nielsen.

Hvor banalt, det end kan lyde, er det faktisk en af tre hovedbarrierer for at komme ud blandt andre. De to andre er, at det kan være svært at komme ud af døren enten fysisk eller psykologisk samt, at det er svært at være ny i et fasttømret fællesskab.

Milliarder eller præsidentpost

I en af de største undersøgelser i verden om livskvalitet har Harvard Universitet ved Boston i USA fulgt over 200 andenårs studerende hele deres liv siden 1938. Den hedder The Harvard Study of Adult Development.

Nu er der kun nogle ganske få deltagere tilbage, og de sidste overlevende er godt oppe i alderen.

- Når man har interviewet dem regelmæssigt gennem hele deres liv, er konklusionen, at det vigtigste for dit velbefindende, er kvaliteten af dine nære relationer, siger David Vincent Nielsen.

Også selvom nogle af deltagerne er blevet milliardærer eller sågar USAs præsident. John F. Kennedy var tilfældigvis i den klasse, som blev udvalgt til undersøgelsen.

- Hverken rigdom, succes og helbred er betydningsløst, men frem til du dør, er de nære relationer hovedårsagen til følelsen af et godt liv, siger han.

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu