Fem mænd ville ikke stoppe: Vild biljagt i nat

Fem mænd i en bil med engelske nummerplader forsøgte i nat at flygte fra politiet. Efter en vild jagt blev tre fanget, men nægter kendskab til hinanden.

Mandag aften ved 19-tiden forsøgte politiet rutinemæssigt at stoppe en sort Saab med engelske nummerplader på motorvejen nord for Vejle. I bilen sad 5 mænd, som ikke havde lyst til at snakke med politiet.

- De forsøger at køre fra vores politibil, og vi sætter selvfølgelig efter, fortæller vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi, Ole Aamann til TV SYD.

Bilen kører med 200 km/t i sydgående retning på den sønderjyske motorvej, og da den når til Skærup er der noget tyder på, at mændene mister tiltroen til Saab'en køreevner.

- Da de finder ud af, at de nok ikke kan køre fra os, smider de bilen og løber alle i hver sin retning. - Vi fanger de tre af dem, og anholder dem, men de er ikke særlig meddelsomme, fortæller vagtchefen.

Både hunde og helikopter ledte aftenen igennem og en del af natten efter de to undslupne mænd, men uden held.

- Men vi har ikke opgivet endnu, siger Ole Aamann.

De tre mænd, der blev anholdt, var alle fra Irland og i 30'erne, men de nægter at kende noget til hinanden.

- Det er lidt op ad bakke, og de kan ikke give nogen fornuftig forklaring på, hvorfor de ikke ville tale med os, fortæller vagtchefen.

I den forladte bil fandt politiet ting, der kunne være tyvekoster.

- Men hvor det er stjålet fra, ved vi ikke, men det prøver vi nu at finde ud af, siger vagtchefen.

Tirsdag formiddag skal de tre mænd endnu engang afhøres.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.