Fem sidder på pæle i Juelsminde Havn

Tre mænd og to kvinder kæmper frem til søndag om tusindevis af kroner i havnen i Juelsminde. Det er den årlige pælesidnings-konkurrence, der er i fuld gang.

Alle deltagerne kom på pælene kl. 17 onsdag. Reglen er, at de må tage alt med ud og så snart de sidder på pælen, må de kun få mad og drikke. Cigaretter, slik og varmt tøj skal de selv have med. Løber de tør eller taber de noget i vandet, kan de vælge at springe ud efter det og være færdig i konkurrencen eller forsøge at gennemføre uden.

Torsdag var der 22.000 kroner i puljen til vinderen af den 18. pælesidningskonkurence, der er en del af Fest i Hvalen, der er sensommerens byfest i Juelsminde.