Fem udskrevet efter mistanke om pølseforgiftning

Et privat middagsselskab fredag sendte 11 pensionister på sygehuset med mistanke om pølseforgiftning. Nu er fem af dem udskrevet igen.

Det fik alvorlige konsekvenser, da 11 tidligere arbejdskollegaer på 80 år fredag mødtes til brunch i et privat hjem ved Sønderborg. Alle blev efterfølgende indlagt med mistanke om pølseforgiftning.

Nu er fem af dem udskrevet.

quote

De var indlagt til observation i 36 timer, og nu frygter vi ikke længere, at de bliver syge.

 Bjarne Dahler-Eriksen, lægefaglig direktør, Sygehus Sønderjylland

- De har de alle godt. De var indlagt til observation i 36 timer, og nu frygter vi ikke længere, at de bliver syge, siger Bjarne Dahler-Eriksen, der er lægefaglig direktør på Sygehus Sønderjylland, til TV SYD. 

Syv af de 11 mænd, der deltog i brunchen, blev i løbet af lørdagen indlagt på sygehuset i Sønderborg:

- Vi fik en mand ind lørdag, hvor vi først havde mistanke om en mindre hjerneblødning, men da der få timer senere blev indlagt endnu en person med samme symptomer, og vi fandt ud af de kendte hinanden, begyndte lægerne ret hurtigt at få mistanke om botulisme - også kaldet pølseforgiftning, siger Bjarne Dahler-Eriksen. 

Seks personer er stadig indlagt

To er fortsat indlagt i Sønderborg. Den ene er på intensiv og har fået en modgift til pølseforgiftningen.

- De er begge i bedring, men har fortsat symptomer med opkast, kvalme og dobbeltsyn, siger Bjarne Dahler-Eriksen.

En af de fire andre fra det 11-mand store selskab er indlagt på Rigshospitalet, som ikke ønsker at oplyse noget om specifikke patienters tilstand til Ritzau.

Det samme er beskeden fra Odense Universitetshospital, hvor to er indlagt. Den sidste er indlagt i Flensborg.

Årsagen til forgiftningen er endnu ikke kendt. Fødevarestyrelsen oplyser mandag morgen, at man venter på svar fra de prøver, som er indsamlet fra resterne af selskabets brunch.

FAKTA OM BOTULISME (PØLSEFORGIFTNING)

Botulisme er en sjælden sygdom, der forårsages af giftstoffer fra den sporedannende bakterie Clostridium botulinum.

Clostridium botulinum producerer under iltfattige forhold en gruppe af beslægtede giftstoffer, såkaldte neurotoksiner. Disse toksiner er nogle af mest farlige biologiske giftstoffer, der findes.

Neurotoksinerne optages i nervesystemet, hvor giftstofferne inaktiverer nervecellerne. Det fører til lammelser af kroppens muskler. Lammelse af brystkassens muskelfunktion kan besværliggøre vejrtrækningen og være dødelig.

Botulisme kaldes ofte pølseforgiftning. De fleste tilfælde ses dog i forbindelse med hjemmekonserverede frugter og grøntsager.

I Danmark er der i perioden 1995-2017 registreret 0-2 botulismetilfælde om året.

Kilde: Sundhedsstyrelsen