Vinterferie uden vintervejr

Man kan godt pakke kælk og skøjter væk i vinterferien, hvor temperaturen oftest vil ligge over frysepunktet.

Efter en weekend med sne over det meste af landskabet, bliver det småt med den hvide nedbør i løbet af uge syv, hvor mange holder vinterferie. 

I stedet kan man så ifølge DMI glæde sig over temperaturer over frysepunktet og måske endda nogle solstrejf, fortæller Ritzau.

Mandag bliver en af ugens mest vinterlige dage med blandede byger i form af sne, slud og regn. Men det er ikke nedbør, der kommer til at blive liggende.

Der er også risiko for nedbør tirsdag, mens det gerne skulle holde tørt onsdag. Og torsdag vender nedbøren så tilbage igen, lyder vurderingen.

Torsdag kommer der en front ind, hvor nedbøren vil starte som sne og så går det over i slud og regn. Torsdag vil også føles kold.

Frem mod den kommende weekend vil temperaturen stige en smule, så man kan forvente op mod fire-syv grader i slutningen af ugen.