Fest efter sønnen blev sat fri

Ægteparret Gerda og Jan Lyngbjørn i Augustenborg er stadig helt oppe og juble, efter de i går fik oplyst, at deres søn Søren er sat fri af somaliske pirater.

Søren Lungbjørn blev sat fri sidst på eftermiddagen sammen med et andet dansk gidsel, Eddy Lopez, og fire phillippinske søfolk fra skibet "Leopard", der blev kapret den 12. januar 2011.

Champagne og stuvning

Forældrene fik meddelelsen af journalist Katrine Reinert, der var taget til Augustenborg for at lave en reportage til TV 2, og så var der fest med champagne og irsk stuvning.

Kort efter fik de den første opringning fra en søn på fri fod. Søren Lyngbjørn kunne fortælle, at han ikke havde det alt for godt. Men han blev tilset af en læge og en sygeplejerske.

Ekstra Bladet hjalp

Søren Lyngbjørn fortalte også, at en free lance-journalist fra Ekstra Bladet har hjulpet rederiet Shipcraft, som ejer fartøjet "Leopard". Ekstra Bladets free lance-medarbejder Nasib Farah deltog i forhandlinger med piraterne, som har fået en løsesum på omkring 40 millioner kroner.

TV Syd sendte tirsdag aften et uddrag af telefonsamtalen mellem Søren Lyngbjørn og forældrene. Under samtalen lagde Søren ikke skjul på, at han er sømand. Han ville gerne vide, om der var passet godt på hans fiskekutter på Ærø.