Festival raser mod regler

Jelling Musikfestival bruger for meget tid på bureaukrati, når der skal laves Arbejdspladsvurderinger (APV) for 4000 frivillige. Festivalen beder minister om at blive fritaget.

-  Selvfølgelig skal vi værne om sikkerheden og have et godt arbejdsmiljø, men det er for bureaukratisk, at vi skal udfylde papirer om det psykiske arbejdsmiljø for frivillige, der kun arbejder i få timer. Det er virkelig noget, der trækker tænder ud, siger Lars "Charlie" Mortensen fra Jelling Musikfestival, som hvert år har 4.000 frivillige medarbejdere.

For bøvlet

- Det er alt for bøvlet at lade frivilige stå for arbejdet på en musikfestival, også selv om det er dem, der sørger for at musikken spiller, øllet skummer og pølserne syder, noterer P4 Trekanten.

Selv om de kun arbejder i få timer, så skal festivalerne alligevel lave en såkaldt APV for dem. Det er en beskrivelse af, hvad festivalen vil gøre for at sikre hver enkelt et godt arbejdspladsmiljø.

Til minister

Festivalernes forening, Festivaldanmark.dk, der bl.a. også repræsenterer Nordals Musikfestival, har nu bedt beskæftigelsesminister Inger Støjberg om at blive fritaget for APV'er for de frivillige.