Festival solgte over 14 tusinde billetter

Et program med 4 dages musik er ovre. Tønder Festival fik solgt over 14 tusinde billetter. Nu kan festivalen se tilbage på dage med sol og musik.

Øllene er drukket, teltpælene er trukket op og publikum er gået hjem. Nu hvor Tønder Festival er overstået kan arrangører og frivillige se tilbage på et program med masser af sol og musik.

Festivalen solgte samlet 14.043 billetter, hvoraf 7.983 var partout-billetter, hvilket er 400 flere partout-billetter sammenlignet med året før. De sidste 3.731 billetter var camping-armbånd.

Tønder Festival er da også tilfredse med årets festival, der blev den 45. i rækken.

- Vi er meget tilfredse og glade, og alt er forløbet uden problemer. Vejret var jo i den grad med os, og stemningen på festivalpladsen har været helt i top. Stor tak til publikum, musikere, sponsorer og crew - og til alle vores mange frivillige, som har knoklet i varmen for festivalen, siger Maria Theessink, kunstnerisk leder af Tønder Festival.

De frivillige kan se frem til en medarbejderfest mandag aften efter flere travle dage. Her vil en lang række af kunstnerne på årets festival optræde.