Festivalarrangør efter vandmasser: - Jeg tør ikke gøre det igen

Flere tusind gæster til Fanø Strikkefestival blev i dag omringet af vandmasserne fra stormen Knud.

- Der var vild vind og vand overalt. Det var rent kaos. Man kunne ikke komme ud af teltet, siger Jørgen Seyfarth, arrangør af Fanø Strikkefestival, til TV SYD.

quote

Jeg er blevet 10 år ældre i dag. Jeg tør ikke sætte teltet på havnen igen, medmindre terrænet hæves, så vi ikke er så udsat. 

Jørgen Seyfarth, arrangør, Fanø Strikkefestival.

Festivalen har netop taget hul på den første af tre dage, hvor op mod 10.000 gæster forventes at komme til øen for at deltage i workshops, at strikke og se på strikkegarner.

- Teltet med boder og scenen var omringet af vand, og pludselig løb det ind i teltet. Heldigvis kom kun et lille hjørne med fem boder til at stå under 10 cm vand, lyder det fra Jørgen Seyfarth.

- Jeg er blevet 10 år ældre i dag
Men selvom festivalen slap nådigt, har Jørgen Seyfarth fået nok.

- Jeg er blevet 10 år ældre i dag. Jeg tør ikke sætte teltet på havnen igen, medmindre terrænet hæves, så vi ikke er så udsat, siger Jørgen Seyfarth.

Festivalen ligger helt ned til vandet med Vadehav på den ene side og Vesterhav på den anden. Kommunen er allerede i dialog med festivalen om at løse problemet.

- Vi har et godt samarbejde, og festivalen er jo et kæmpe trækplaster, så jeg er meget fortrøstningsfuld. Vi skal nok finde en løsning, siger Jørgen Seyfarth til TV SYD.

Strikkegæster tager det pænt
Yvonne Kristiansen fra Stoholm er en af festivalgæsterne, som måtte smide sko, strømper og hive bukserne op for at komme ud af teltet.

- Det var ikke så koldt, som vi regnede med, fortæller hun. 

Yvonne Kristiansen er på festival for første gang sammen med hendes mand. 

- Vi blev lidt nervøse for blæsevejret, men det er også lidt sjovt. Vi tager det som en oplevelse, siger hun.