Fik annonce fra Vejlegården ud

Det lykkedes onsdag Vejle Amts Folkeblad at få udgivet en annonce fra den konfliktramte restaurant Vejlegården. Annoncen var dog ikke trykt i avisen, men stukket ind i den.

I forbindelse med den snart seks måneder lange konflikt er trykkerne på Erritsø Tryk blev inddraget i en sympatiblokade. De meddelte for seks uger siden, at de ikke ville trykke Vejle Amts Folkeblad, hvis den bragte annoncer fra Vejlegården.

Blokeret

Restaurant Vejlegården har siden midten af marts været blokeret af 3F. Restauranten kan ikke få leveret mad og drikkevarer, får ingen post og får ikke tømt affaldscontainere. Men det var først, da sympatiblokaden blev udvidet til at omfatte trykning af Vejle Amts Folkeblad, at politikerne begyndte at reagere.

Venstre og Dansk Folkeparti kom i løbet af sommeren med forslag om at retten til at blokere virksomheder skal begrænset.

Opsagde avisen

Truslen om ikke at trykke lokalavisen affødte også, at et halvt hundrede abonnenter opsagde deres abonnement, fordi de mente, at 3F med blokaden redigerede lokalavisen. Det blev på det skarpeste afvist af avisen, som i løbet af en uge fik lavet aftaler, som betyder, at restauranten kan få lov at annoncere.

Men med den store medie-bevågenhed har Vejlegården ikke haft brug for at annoncere før nu. I lange perioder har alle 110 pladser i restauranten været udsolgt til stedets favoritmenu: Stegt flæsk med persillesovs.