TV der bevæger dig

Fik besøg af luder på hotel i Kolding

Fængselsleder har tilstået at han fik besøg af luder, som Bandidos har betalt.

En fængselsleder fra Vestre Fængsel erkender i Københavns Byret, at han tog imod en prostitueret, der var sendt af Bandidos på et hotel i Kolding.

En 52-årig områdeleder fra Vestre Fængsel har mandag i Københavns Byret tilstået, at han sidste år fik besøg af en prostitueret, der var sendt af Bandidos, på sit hotelværelse i Kolding.

Bestikkelse

Fængselsbetjenten, der var leder af Bandidos-afdelingen i Vestre Fængsel, står tiltalt for have modtaget bestikkelse af rockerne.

Det skete dels ved, at han modtog den prostituerede på sit hotelværelse, dels ved at rockerne betalte ham mindst 20.000 kroner.

Beholdt mobiltelefoner

Til gengæld fik de ifølge tiltalen lov til at beholde deres mobiltelefoner i fængslet, ligesom han i et enkelt tilfælde så igennem fingrene med, at en Bandidos-rocker udeblev fra udgang.

Selv om han erkendte, at han havde besøg af den prostituerede, nægtede fængselsbetjenten, at der var tale om bestikkelse. Han forklarede i retten, at han i april sidste år var på kursus på Hotel Cromwell i Kolding.

På kursus i Kolding

Kort forinden havde en avis haft flere artikler om prostituerede, og en af rockerne på afdelingen fortalte, at han kendte en af de piger, der var nævnt.

- De vidste, at jeg skulle på kursus, og nogen foreslog, at jeg skulle prøve en prostitueret. Vi grinede lidt, og jeg sagde desværre ikke klart fra, forklarede han i retten.

Overvåget af politiet

Om eftermiddagen, da han var på kurset, fik han en sms fra den prostituerede, som sammen aften opsøgte ham på hans hotelværelse.
Hvad, han ikke vidste, var, at Nordjyllands Politi under en aflytning havde hørt en Bandidos-rocker fortælle, at han skulle have en prostitueret. Derfor blev hun overvåget af politiet, da hun opsøgte ham på hotellet.

Den 3. juni sidste år blev fængselsbetjenten anholdt, og i hans pengeskab fandt politiet 27.200 kroner. Anklagemyndigheden mener, at mindst 20.000 kroner stammer fra Bandidos, men det benægter fængselsbetjenten.

Grim skilsmisse

Efter en grim skilsmisse i 1997 var han hjemløs i otte måneder, og det havde han ikke lyst til at opleve igen. Derfor lagde han lidt til side i pengeskabet, når han havde penge tilovers. Desuden tilhørte nogle af pengene personaleforeningen, som han var formand for.

Sagen fortsætter over flere dage.

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden