Fik en hundelort i postkassen: Mange politikere bliver truet

Knap en tredjedel af de syd- og sønderjyske borgmestre og udvalgsformænd har modtaget trusler, viser en rundspørge lavet af TV SYD.

TV SYD har foretaget en rundspørge til alle borgmestre og udvalgsformænd i Syd- og Sønderjylland. 47 ud af de 106 adspurgte politikere er vendt tilbage med et svar, og resultatet er, at knap en tredjedel har modtaget trusler.

Rundspørgen er blevet til efter at en 28-årig mand fra Haderslev tirsdag blev varetægtsfængslet, fordi han havde sendt dødstrusler til det konservative folketingsmedlem Mai Mercado på Facebook.

Politikernes svar viser, at 14 ud af 47 er blevet truet - det svarer til 30 %. Ud af de 14 har en enkelt desuden modtaget dødstrusler.

Blandt de kommunalpolitikere, der har modtaget trusler, er Diana Mose Olsen (SF), som er formand for Børn & Familieudvalget i Esbjerg Kommune:

- En person har truet mig med at vedkommende nok skal komme efter mig, såfremt jeg ikke får rettet op på det, vedkommende mener, er forkert, skriver hun i en mail til TV SYD.

Blandt svarene finder man også andet end verbale trusler. Allan Emiliussen (V) fra Haderslev Kommune fortæller eksempelvis, at han har gjort sig så upopulær, at han modtog en hundelort i postkassen.

- Jeg har oplevet chikane med en hundelort i postkassen en dag eller to efter det seneste kommunalvalg, men jeg meldte det ikke til politiet, skriver han.

 

Trusler mod syd- og sønderjyske kommunalpolitikere

Dødstrusler

  • Ib Kristensen (V), Billund Kommune


Andre trusler

  • Kim Printz Ringbæk (S), Tønder Kommune
  • Jakob Lose (V), Esbjerg Kommune
  • Frank Schmidt-Hansen (K), Vejen Kommune
  • Lisbet Rosendahl (V), Varde Kommune
  • Allan Emiliussen (V), Haderslev Kommune
  • Thyge Nielsen (V), Varde Kommune
  • Thomas Andresen (V), Aabenraa Kommune
  • Jørgen Pedersen (V), Kolding Kommune
  • Holger Gorm Petersen (Vejle Folkeparti), Vejle Kommune
  • Pernelle Jensen (V), Fredericia Kommune
  • Niels Ole Bennedsen (S), Sønderborg Kommune
  • Diana Mose Olsen (SF), Esbjerg Kommune
  • Arne Sigtenbjerggaard (V), Vejle Kommune