Fik frataget sit jagttegn i fem år, men fik tilsendt et nyt få måneder efter

Hans-Jørgen Kruse blev nødt til at sælge alle sine jagtvåben, efter han mistede sit jagttegn i fem år. Alligevel kom et nyt jagttegn ind ad brevsprækken efter få måneder.

Da 81-årige Hans-Jørgen Kruse sidste år fik inddraget sit jagttegn i fem år, mistede han samtidig sin våbentilladelse og måtte derfor sælge sine jagtvåben.

Derfor blev han også overrasket, da der få måneder efter dumpede et nyt jagttegn ind ad brevsprækken hjemme i Esbjerg, helt uden at han havde ansøgt om det.

- Jeg synes, det er helt tåbeligt. Jeg har måtte sælge mine fire våben med tab, og nu kan jeg så købe dem igen, siger Hans-Jørgen Kruse til TV SYD.

Sagen startede sidste år, da Hans-Jørgen Kruse købte en kniv til sit barnebarn på nettet. Ifølge Hans-Jørgen Kruse vidste han ikke, at kniven var en ulovlig type kaldet halskniv.

Det er en halskniv som denne, der kostede Hans-Jørgen Kruse sit jagttegn.
Det er en halskniv som denne, der kostede Hans-Jørgen Kruse sit jagttegn.
Foto: Finn Grahndin

Derfor undrede det også manden, da han fik en mail fra miljøministeriet, om hvor meget bytte Hans-Jørgen Kruse havde nedlagt i løbet af året.

- Jeg svarede bare nul, og noget tid efter fik jeg et nyt jagttegn, siger Hans-Jørgen Kruse.

Efter miljøstyrelsens jagtregler skal alle borgere med jagttegn hvert år indberette, hvor meget bytte de har nedlagt for at kunne forny deres jagttegn.

Selvom den 80-årige jæger har et nyt og ubrugt jagttegn derhjemme, er han stadig afventende med at gå ud og købe et nyt jagtgevær.

- Jeg kunne da godt tænke mig at komme på jagt igen, men hvis der er tale om en fejl, og mit jagttegn ikke er gyldigt, så ryger jeg jo i fængsel, siger Hans-Jørgen Kruse, der har gået på jagt i 50 år.

Lige nu afventer Hans-Jørgen Krus på ottende måned svar fra Rigspolitiet om, hvorvidt der er tale om en fejl eller ej.