TV der bevæger dig

Fik nej til at starte virksomhed. Nu omsætter han for fem millioner kroner

19-årige Daniel Johannesen kører ved siden af gymnasiet sin egen webshop med 15.000 kunder om året, men virksomheden var tæt på ikke at blive til noget.

Daniel Johannesen fik to gange nej fra Statsforvaltningen, da han ville stifte sin webshop, men det slog han ikke ud. Nu er han nomineret som Årets Ener og Årets Bedste Nye E-Handelsvirksomhed.

I går var han til gallafest med alle vennerne fra gymnasiet. I dag sidder han efter få timers søvn bag computeren og svarer på kundehenvendelser i sit firma. Om lidt skal han pakke de 12 ordrer, der tikkede ind i nat. Inden han skal til eksamen, skal han også lige forbi Bilka og have sendt pakkerne afsted.

Et helt almindeligt døgn for 19-årige Daniel Johannesen. 

Læs også Daniel blev årets Ener

I dag har han 15.000 kunder om året i sin webshop, watery.dk, der sælger svømmeudstyr til private og professionelle, og han regner med at nå en omsætning på fem millioner kroner i 2018. Men Daniel Johannesens drøm om at blive selvstændig var tæt på ikke at blive til noget.

- Jeg fik nej ikke bare en men to gange af myndighederne, da jeg ville stifte firmaet. Jeg skulle have tilladelse, fordi jeg var under 18 år. Det var meget frustrerende. Jeg havde allerede investereret 125.000 kroner i et varelager på det tidspunkt. Jeg havde brugt alle mine konfirmationspenge, og alle de penge, jeg havde tjent ved at arbejde i Bilka gennem to år, og jeg ville bare i gang, siger han.

Løsningen blev at stifte firmaet i faderens navn, og så var Daniel Johannsen i gang. Men han forstår ikke, at det skulle være så besværligt. 

Læs også Iværksætter: Står op klokken 4.30 for at sende pakker

- Jeg synes, det er useriøst, at det skal være så svært for os unge iværksættere at komme i gang. Det harmonerer jo heller ikke med, at Danmark gerne vil have flere iværksættere, siger han.

Vil have reglerne ændret

Ifølge de selvstændiges a-kasse, Ase, fik kun 3 ud af 65 unge mellem 15 og 18 år lov til at starte en virksomhed op i det første halvår af 2017, og det er med til at sætte en stopper for iværtsætteriet i Danmark.

- Reglerne er lavet, så man beskytter unge mennesker fra at komme på glat is, men der er i forvejen en række krav, blandt andet at forældre eller værger skal underskrive og stå indenfor økonomien, så derfor er den her overevaluering fuldstændig unødvendig og begrænsende, siger administrerende direktør i Ase, Karsten Mølgaard Jensen til TV SYD.

Derfor arbejder a-kassen nu på at få reglerne lempet.

- Vi skal fjerne reglen, der er tudetosset. Vi har rettet henvendelse til erhvervsministeren, og nu ligger forslaget om at fjerne reglen faktisk og venter.

Torsdag aften skal Daniel Johannesen til København, for han er nemlig nomineret til to priser af Foreningen for Dansk E-Handel.

- Jeg vil gerne indrømme, at jeg har store ambitioner. Jeg vil være indehaver af den største webshop i Norden inden for fem år.

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu